E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
05 Sep 2014 00:03

Af Asher Intrater

Kommandoenheden fra Givati divisionen blev delt i to grupper for at undersøge huse for terror tunneller i Gaza under den såkaldte "våbenhvile" sidste torsdag. Den ene blev anført af kaptajn Benaya og den anden af hans assistent, løjtnant Eitan. Benayas enhed trængte ind i et af husene, hvor en gruppe Hamas terrorister kom ud gennem en 1,5 meter bred åbning til en skjult skakt og dræbte Benayas fortrop på tre soldater.

Eitans gruppe hvilte sig omkring 300 meter borte. De hørte skuddene og løb hen til stedet. To af de døde soldater var trukket til side. Da Eitan så, at hans overordnede var død, be-tød det, at han nu havde højeste rang og derfor var leder af enheden. Eitan sammen-kaldte enheden for hurtigt at skaffe sig et overblik over, om nogen manglede. To minutter senere blev det klart, at Hadar Golding manglede. Eitan iværksatte en eftersøgning, hvor alle deltog for at finde den kidnappede soldat.

Eitan så blodspor, som ledte op til indgangen til skakten. Det var klart, at Golding var blevet slæbt gennem denne tunnel. Eitan sagde: "Jeg går efter ham." Over radioen sagde to officerer med højre rang end ham, at det var for farligt. Han nægtede at parere ordre. Han fik speciel tilladelse fra Givati divisionens oberst. Han begyndte at stige ned, men indså, at det var for klodset. Han tog al sit udstyr af, også sin hjelm og tog kun en pistol med. Han befalede to andre soldater fra gruppen at følge efter.

De gik ned i det totale mørke med en lygte og følte sig frem. De fulgte blodsporene. De fortsatte 100 meter, 200 meter, 300 meter. Eitan sagde: "Det tager for lang tid." Han begyndte at løbe dybt ind i tunnelen. Da de nåede 1000 meter, fandt de udgangen, men den var forseglet. De vendte tilbage og medbragte tilstrækkelige beviser på, at Golding var død. På grund af disse beviser forhindrede de modige soldater en international gidselkrise og reddede formentlig tusinder af liv.

Løjtnant Eitan havde været i 50 dages uafbrudt kamp. Journalisterne sagde til ham, at han ville modtage en national medalje for sin indsats. Eitan, som er en tynd, sky og følsom per-son, svarede: "Jeg vil ikke have en medalje. Jeg er ikke nogen helt. Jeg var blot på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Enhver ville have gjort det samme. Dette er ånden i gruppen; det er ånden i hæren, og det er ånden i det israelske folk.


Emner
Mellemøsten
"dagens by 6-aug-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Sorø

Sorøs våben.pngSorø ligger på Midtsjælland og har 7.845 indbyggere (2014). Navnet kommer af Sor Ø, da det oprindelige munkekloster lå på et landområde omkranset af sø og mose. Byen er i de ældste kilder benævnt Sor. Andre mener, at navnet er en afledning af det olddanske sør der betyder "dynd", men kan også have betydningen "dyndet ved søen". Byens indbyggere kaldes soranere. Byen ligger i et område med skove og adskillige søer, hvoraf Sorø Sø og Tuelsø er de største.

Sorø opstod som bebyggelse i år 1142, da stormanden Asser Rig grundlagde et benediktinerkloster for munke på stedet. Benediktinerne havde dog ikke succes med at drive klosteret, og derfor udskiftede stormandens søn, Biskop Absalon, denne munkeorden med cisterciensere, der havde gode evner som jord- og godsforvaltere. Det sydvestsjællandske Sorø Klostervoksede snart til Nordens største og rigeste klosterområde, hvilket foranledigede besøg af adskillige danske konger, bl.a. Christoffer 2., Valdemar Atterdag og Oluf 2., som alle ligger begravet i Sorø Klosterkirke den dag i dag. De mange kongebesøg gav Sorø megen anseelse i Middelalderen.

Klosterets status skulle dog snart ændre sig i en anden retning. Da Reformationen indtraf i 1536, var Sorø Kloster udelukkende et alderdomshjem for gamle og svagelige munke, og i forbindelse med den sidste munks død stiftede Frederik 2. i 1586 en kostskole på stedet for borgerskabets og adelens drenge, med navn "Sorø Lærde Skole" der senere skulle blive til Sorø Akademi. I 1638 fik byen købstadsrettigheder i forbindelse med, at Christian 4. oprettede et ridderakademi tæt ved skolen, hvor hans sønner skulle oplæres. Da forfatteren og digterenLudvig Holberg i 1700-tallet testamenterede sine ejendomme og det meste af sin formue til Akademiet, byggede man i 1747 de første selvstændige undervisningsbygninger.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Den tid, vi bruger i bøn, udretter mere, end når vi arbejder. For det er bønnen, som giver arbejdet sin værdi og gør den frugtbar. Bønnen baner en vej for Gud, så han selv kan gøre sit arbejde i og igennem os. Lad os derfor som Guds sendebud gøre bønnen til vores primære arbejde. For derved sikrer vi os, at Guds nærvær og Guds kraft vil følge os, hvor end vi går.
Andrew Murray